Projekt: Fotoværksted på Godsbanen
HUSETs mørkekammer og fotostudie MÅ videreføres og danne den fysiske og know how-mæssige base for Fotografi på Godsbanen, et brugerdrevet værksted for Fotografi i Århus’ kommende ”Produktionscenteret for Teater, Billedkunst og Litteratur”, som foråret 2012.
Baggrund
HUSETs mørkekammer er det eneste tilbageværende åbne mørkekammer i Århus, hvor borgerne har fri adgang til at komme og lære at fotografere analogt og fremkalde deres egne unikke sort/hvide fotografier. Fotoværkstedets mørkekammer og fotostudie har været en del af HUSETs værksteder siden starten af 1980’erne, og bliver fortsat benyttet af mange brugere. I perioden 2000-2006 blev der givet introduktionskursus til flashanlægget i fotostudiet til ca. 150 personer, der herefter indgik i studiets faste brugerskare. Efter HUSETs flytning til Vesterbro Torv har fotostudiet i perioden 2008-2011 fået en stor tilgang af nye entusiastiske brugere – i alt ca. 295 personer + deres modeller og hjælpere. At fremkalde billeder i mørkekammeret er også populært. Hver måned afholdes der introduktionsforløb for nye brugere i s/h fotografi og mørkekammerteknik.

Projektgruppen Fotografi på Godsbanen
Projektgruppen Fotografi på Godsbanen er en demokratisk no-profit gruppe af folk, der arbejder medfotografiet som deres kreative medie. Gruppen er åben for alle fotoentusiaster, billedkunstnere og folk fra vækstlaget, der vil bidrager til at skabe et miljø med hjerterum for Fotografi på Godsbanen. Vi arbejder for at få etableret et brugerdrevent Fotoværksted m. mørkekammer og fotostudie på Godsbanen og et miljø, der sætter fokus på netværk, videndeling og dialog om fotografi. Vi arrangerer bl.a. fotomøder i Århus, hvor vi giver ordet til et par billedkunstnere/fotoentusiaster, som gerne vil præsentere deres fotoprojekter og tale om baggrunden for deres billeder og billedsprog. Hvis vores projekt interesserer dig, så bliv medlem af Facebookgruppen: Fotografi på Godsbanen.
Livet, kærligheden og kunstfotografiet
I løbet af de sidste 20 år er fotografiet blevet en markant del af samtidskunsten. Stort set alle billedkunstnere tager fotografiet i brug i forbindelse med deres kunstneriske virke. For mig er det en selvfølge, at Godsbanens værksteder for kunst- og kulturproduktion også skal have fokus på Fotografiet og know how omkring fotografi som håndværk. Jeg håber at Godsbanen vil stiller fotofaciliteter dvs. analog og digital mørkekammer så vel som fotostudie til rådighed for Århus’ kunstnere og andre kreative projektmagere. I gennem den fysiske base, som et fotoværksted/ mørkekammer er, kan man knytte et netværk af folk med såvel sans for kunstfotografisk æstetik som fototeknisk viden til Århus’ nye kreative miljø på Godsbanen, hvilket vil være til stor gavn for alle Godsbanens brugere.
Jeg har selv tidligere med stor glæde været en del af et meget aktivt miljø/ netværk af fotografer omkring HUSETs atelier, studie og mørkekammer. Det var så stor en personlig, faglig og kreativt givende oplevelse, at jeg selvfølgelig vil være at finde blandt de første folk, som tager Godsbanen i brug, når den åbner i 2012.
Jeg brænder for videndeling og dialog blandt kunstnere og fotografer, og jeg vil meget gerne støtte op om fotofaciliteter på Godsbanen ved at arrangere aktiviteter/ events med fokus på samtidsfotografi – f.eks. i form af artist talks, masterclasses og faglig sparring for unge fotografer og billedkunstnere, der arbejder med fotobaseret kunst.
Mine egne fotografiske værker kan ses på Kunstfotografi.dk
Foto ovenfor: Godsbanen, Skovgaardsgade, Århus, Birthe Havmøller, 2011