Birthe Havmøller


Fotografi

Jeg har arbejdet med fotokunst siden begyndelsen af 1990′erne. I midten af 1990′erne var jeg en slags uformel ’artist in residence’ på Kulturcenter HUSET i Århus. Der var et dynamisk og unikt fotomiljø på HUSET i de år. Det gav et stort netværk. Vi fotografer stiftede bl.a. netværket ’Fotoforum 94’ for fotografer i Østjylland og satte liv i debatten om fotografi som medie for et personligt, kreativt udtryk.

Innovation, både kunstnerisk og fagligt, har været et centralt element i mit samarbejde med HUSET. Jeg engagerede mig i et nært samarbejde med HUSETs fotoværksted om at teste udstyr og nye fotografiske materialer. Faglig og teknisk fornyelse er jo meget vigtig for et levende værkstedsmiljø og spændende at være en del af. Afledt af dette tekniske samarbejde har jeg også haft fornøjelsen af at være koordinator for et par foredragsrækker om grafik og kunstfotografi samt nogle spændende workshops om nye teknikker såsom fotogravure og non-toxic printmaking.

Jeg har afholdt workshops i analogt fotografi (mørkekammerteknik og zonesystemet i praktiskbrug), fotogravure og digital billedbehandling bl.a. i samarbejde med HUSET i Århus og Højskolen på Samsø.

Selvom det digitale fotografi for alvor har holdt sit indtog i Danmark, så arbejder jeg stadigvæk delvist analogt. Jeg fremkalder mine negativer, som jeg herefter digitaliserer og printer på ink jet printer. I øjeblikket er jeg meget interesseret i at udvikle min tekniske kunnen med hensyn til ‘fine printing’ af arkivholdbare s/h fotografier til udstillingsbrug.  Eksempler på mine fotografiske arbejder kan ses i mit webgalleri Kunstfotografi.dk .