Som billedmager stiller jeg mig lejlighedsvis det filosofiske spørgsmål: Hvorfor laver jeg billeder? Der er jo så rigeligt med billeder her i verden i forvejen. For en fotograf er svaret på dette spørgsmål kun ét: ‘Jeg er og jeg udtrykker mig igennem mine billeder, derfor laver jeg billeder.’ – Det er bare derfor!
At skabe billeder er billedmagerens/ fotografens kald. Vi går og drømmer om at skabe de ultimative billeder og søger videre efter 5-10 magiske motiver blandt alle de hundreder af billeder, vi tager i løbet af et år, som måske er kandidater til betegnelsen ‘et billede ud over det sædvanlige’. – Det lyder måske ikke af meget med 5-10 billeder per år, men de flest vil nok give mig ret i, at der er tale om en krævende opgave.
Med erfaringen som billedmager dukker der et ønske op om at udvikle et stærkt billedsprog og få sig en unik ‘stil’ som fotograf. Et stærkt billedsprog kræver konsekvens i motivvalg og den senere udvælgelse af billederne til billedserier. Et billede skal kunne stå alene, men det står aldrig alene. Det bliver altid præsenteret sammen med andre billeder på udstillinger og i bøger. Dette samspil imellem billederne er noget af det som billedmageren arbejder med i sit billedsprog.
Billedmagerens fornemste opgave er at forfine og styrke det visuelle udtryk i sine billeder. Det drejer sig om at være konsekvent og skære alt det unødvendige bort, når man komponerer sine billeder, og bagefter er det vigtigt, at der ‘gå sport’ i at sortere alle de unødvendige fotos fra, indtil man er sikker på, at man er nået helt ind til benet i sit (visuelle) udtryk. Om ‘benet’ og dermed kernen i billedserien/ portfolien er subtile følelser eller stærke visuelle budskaber, det afhænger af hvordan man planlægger fotoprojektet. – Men en ting er sikkert: Det er aldrig noget der er ‘lige meget’, for man er aldrig ligeglade med sine billeder. Vi billedmagere har jo valgt fotografiet som det medie vi vil udtrykke os igennem.
Fotografiet er et dybt personligt udtryksmiddel, – hvad end vi fotograferer – ‘Verdens smerte’ som Sebastião Salgado, sin egen krop som Arno Rafael Mikkinen, ‘den nære familie’ som Sally Mann og Richard Billingham eller stilleben som Josef Sudek og smukke landskaber som Ansel Adams. Det drejer sig om valg – tilvalg og fravalg – af motiver, billeder og fotoprojekter. Plus en god portion ihærdighed. En forfatter kommer jo heller ikke sovende til sine bøger…
Billeder skal vises frem, så de kan ses og det gør vi ofte på udstillinger eller via portfolier/ billedserier i webgallerier på Internettet. Når man hænger sine billeder op på en væg – uanset hvad sammenhængen ellers er, så bliver de automatisk bedømt af beskuerne for deres følelsesmæssige udtryk og æstetiske kvaliteter. Her går kunstverdenens regler i spil, om man ønsker det eller ej. I kunstverdenen forventer publikum et professionelt udtryk. Billedsproget må ikke være ‘flagrende’ fra billede til billede. Der forventes en sammenhængende visuel oplevelse, som viser at den pågældende billedmager ved hvad han laver og er konsekvent i sit udtryk gennem et større antal billeder. Her bedømmes billederne på kvalitet og mængde (- et enkelt godt billede, gør jo ingen til en god fotograf). ‘Helhedsoplevelsen’ af en udstilling/ portfolio er et væsentligt parameter for om det er lykkedes for fotografen at lave et godt stykke fotoarbejde.
Det med hvad, der er et godt stykke fotoarbejde/ gode billeder er, leder til endnu et foto-filosofisk spørgsmål: Hvem laver jeg billeder for? Hvem skal kunne lide mine billeder og opstille reglerne for hvad der er gode og dårlige billeder? – Her er svaret kun ét og altid det samme: Jeg laver billeder for min egen skyld/ fornøjelse, for den eneste det virkelig er værd at prøve på at stille tilfreds er mig selv.
Personligt, så har jeg dog også en svaghed for andre folks anerkendelse. Ikke fordi jeg angler efter andre folks ros, men fordi det trods alt er i et samspil med mine ‘fans’, at jeg skaber min karriere.
Der er ingen genvej til at lave en god udstilling/ portfolio. Det tager tid at lave godt arbejde. Jeg har dog et par tips til nogle gode arbejdsmetoder.
Den første er det, som jeg kalder ’6-måneders reglen’. ’6-måneders reglen’ går ud på, at man hænger arbejdskopierne af sine billeder op på vægen over for sin ynglingsstol, så man kan kigge på dem hver gang man drikker kaffe. Billederne hænges op med billig gul malertape således, at de dratter ned på gulvet efter 3-4 dage. Hver gang et billede er faldet ned skal man tage stilling til om man har lyst til at hænge det op igen. Hvis et billedet ikke er godt nok eller ikke passer sammen med de andre på væggen, så bliver det lagt til væk. De billeder, der overlever i 6 måneder på denne arbejdsvæg, har så bestået den første prøve og kan indgå i en portfolio.
Når man mener, at man har fået lave en god portfolio, så er det på tide at udsætte den (og sig selv) for seriøs kritik. Her er det portfolioen/ billedserien som skal bedømmes for sit helhedsindtryk. Her siger det sig selv, at man er nødt til at vælge sin kritiker med omhu, for at få denne arbejdsmetode til at virke. Man tager jo helst imod kritik, hvis den kommer fra en erfaren billedmager og et menneske, hvis meninger man har tillid til.
Ved billedkritikken fortæller jeg min kritiker om min hensigt med billederne og deres budskaber, hvilket nu om dage ofte kaldes for fotoprojektets ‘koncept’. Det giver billedkritikeren en ekstra chance for at sætte sig ind i mine visuelle idéer. Man kan også lade være, hvis man er tilhænger af at ‘billederne skal kunne tale deres eget sprog’ og bare lade kritikeren reagere spontant på billederne. Det er ikke altid rart at få kritik, så her er det vigtigt, at man husker på at vedkommende ikke siger noget af ond mening. Vedkommende kommer jo bare med den konstruktive kritik som vedkommende er bedt om at give.
Hvor holder de gode kritikere til? – Hvis man ikke lige synes, at man har én i sit nærmeste netværk, som kan give konstruktiv kritik, så er den bedste løsning nok at tage på en workshop/ master class hos en kendt fotograf. Alle undervisere er trænede i at give konstruktiv kritik.
Som aktiv udstillingsgænger og billedmager vil jeg opfordre til, at man følger sine fotoprojekter til dørs. Det er ikke nok at ‘hvile på laurbærrene’ i bevidstheden om, at man har en masse gode negativer i skuffen eller raw-filer på computeren. Billederne skal ud i verden, så vi andre kan se dem og blive inspireret til nye fotoprojekter eller en spændende dialog om billeder og billedsprog.
Foto af Birthe Havmøller
