Birthe Havmøller


Nye themes til alle med en gratis WordPress blog
november 21, 2007, 7:58 pm
Gemt under: CMS, Informationer til folket, Webdesign

Nu har brugerne af gratis WordPress blogs fået flere themes at vælge imellem. Fra at der bare var en håndfuld themes til rådighed, er der nu 50 nye themes og heraf er der 24 themes som kan gøres helt individuelle ved upload af din unikke “header” – dvs. topgrafik med logo.

Nu er den service man får hos WordPress ved at være så god, at man må spørge sig selv om det overhovedet er nødvendig selv at have et webhotel?!! Man kan jo spare abonnementet på webhotel ved bare at købe sig et domænenavn og få det til at pege på ensWordPress bloggens url. Vupti så har man en billig hjemmeside med et meget funktionelt CMS!

Når jeg møder foreninger, iværksættere og andre, som gerne vil have en hjemmeside, så undersøger jeg altid om de ikke kan nøjes med at en gratis WordPress blog. At starte med et overskueligt CMS med en enkel brugergrænseflade som det, der styrer en WordPress blog giver en god start for uerfarne hjemmesideejere.



Kortlæg dine billeder med geografisk placering af Picasa Webalbum
november 21, 2007, 7:23 pm
Gemt under: Fotografi, Informationer til folket, Tags, Visuel kommunikation

Picasa geografisk placering
Med den seneste opdatering af det gratis billedgalleri Picasa Webalbum, som er til rådighed for alle, der har en Google webmail (etnavn@gmail.com) har billedgalleriet fået en ny funktion: Geografisk placering af billederne.

Nu kan du skabe overblik ved at markere, hvor dine billeder er taget på et online landkort. Denne funktion åbner op for spændende muligheder, hvis temaet for dit billedgalleri ellers kan styrkes ved en kortlægning. Hvis alle dine billeder er fra samme geografiske lokalitet – f.eks. din adresse – så virker denne funktion måske lidt overflødig. I mit private album, som handler om forsteninger er det derimod interessant for læserne at vide, hvor stenen er fundet.

Som virksomhed eller kulturel organisation er gratis-funktioner som denne kun anvendelig til intern brug, men den er dog ganske funktionel, da der er tale om en meget intuitiv og brugervenlig funktion. En god visualisering af facts som tidligere måske bare var intetsigende oplysninger.

Med opdateringen lover Google også at billeder, som er markeret som offentligt tilgængelige, nu kan findes med Googles billedsøgning, hvilket ikke var tilfældet tidligere. Indexeringen sker via “tags” – søgeord – som tilføjes til de enkelte billeder.